Orebjerg Enge

...

Tragtbægerkulturen hører til den tidligste del af bondestenalderen og dateres fra 4.000-3.900 til 2.800 f.v.t.. Geografisk fandes kulturen udbredt over et område, som dækker Holland til Ukraine og fra den centrale del af Tyskland til den centrale del af Sverige og så langt op som til Oslofjorden. Som afsløret af navnet er Tragtbægerkulturen karakteriseret ved at have udformet lerkar med tragtformet hals, som ofte var rigt ornamenteret (Andersen 2010 s. 13).

I det danske område kan der i det tidlige neolitikum, på baggrund af keramikken, skelnes mellem to keramiske stile af Tragtbægerkulturen. Den ene kaldet Oxiestilen og kendes fra det meste af Danmark, men fandes fortrinvis på Øerne og i Skåne. Den anden stil kaldes Vollingstilen og kendes navnligt fra det nordlige Jylland samt Samsø. Vollingstilen formodes at stamme fra det nordvestlige Europa, mens Oxiestilen grundet dens sammenlignelighed med Ertebøllekulturen formodes at have sin oprindelse syd for Østersøen. I den sidste fase af tidlig neolitikum, er det vestdanske område karakteriseret af Fuchsbergstilen og det østdanske med Virumstilen. Disse stile udviklede sig senere til det man kalder Troldebjerg- og Klintebakkestilen (Nielsen 1993 s. 84f; Skak-Nielsen 2003 s. 9; Ebbesen 2011 s. 48ff).

Samtidig med megalitgravene, kulthusene og de mange deponeringer, anlagde man som nævnt også store systemgravsanlæg, der ofte var omgivet af palisader og som gerne indrammede naturlige næs eller højdedrag i landskabet. Denne anlægstype blev i 1968 første gang erkendt i Tragtbægerkulturen nordlige område ved Büdelsdorf i Schlesvig-Holstein, og blev grundet det store antal af pilespidser fundet på pladsen tolket som værende et forsvarsanlæg (Klassen 2014 s. 13). I Danmark blev opdagelsen kort efter opfulgt ved Niels H. Andersen udgravning af Sarup på Sydvestfyn og siden Torsten Madsens udgravning af Toftum i Østjylland (Andersen 1974, 1975; Madsen 1978). Siden da er denne anlægstype fremkommet i stort antal over det meste af Vest- og Nordeuropa. I dag er antallet i det danske område omkring 40 bekræftede anlæg og ifølge Lutz Klassen kan der forventes at være endnu flere, således kan antallet i neolitikum have været på mange hundrede. (Klassen 2014 s. 13).

De danske anlæg af denne type er næsten alle opført inden for perioden fra ca. 3.500 til 3.100 f.v.t., nærmere betegnet TN-II - MN-Ia og MN-Ib (Andersen 1997 s. 311, Torfing upubliseret s. 13). Og er dermed placeret i de førnævnte arkæologiske faser Fuchsberg/Virum, Troldebjerg og Klintebakken, hvilket er samtidig med etableringen af de mange megalitgrave. Dog viser nyere undersøgelser, at disse anlæg allerede blev opført i starten på TN I, og måske kan have været i brug så sent som i slutningen af MN V (Madsen 2009 s. 129; Klassen 2014 s. 202f).

Selvom der siden 1970'erne er fundet mange nye pladser, er det stadig Niels H. Andersen og Torsten Madsens udgravninger, publikationer og forskning der danner fundamentet for vores viden og forståelse af disse anlæg i Danmark. Dette skyldes dels at fundet af nye pladser ikke har gennemgået den samme systematiske udgravning og publisering, som ved f.eks. Sarup på Sydvestfyn, samt at mange nye pladser er udgravet fra før at anlægstypen blev erkendt og dermed først senere er blevet genfortolket som værende et anlæg af denne type (Torfing 2009 s. 104). Derfor vil det også primært være de pladser, som er udgravet og publiseret af Andersen og Madsen, som inddrages i arbejdet og diskussionen omkring Orebjerg Enge i denne opgave.

-

erminologi

I denne opgave har jeg valgt at bruge betegnelsen systemgravsanlæg. Tidligere har man brugt betegnelser som f.eks. centralpladser, samlingspladser, befæstede anlæg og kultpladser om denne anlægstype. Disse betegnelser er tolkende og dermed kun brugbare så længe fortolkningen er antagelig. En anden og konsekvent mere anvendt betegnelse er Sarupanlæg. Denne betegnelse stammer fra udgravningen af Saruppladser på Sydvestfyn, som til dags dato er det største, mest komplekse og bedst dokumenteret anlæg af denne type udgravet i Danmark (Andersen 1997, 1999a og b). Betegnelsen er valgt fra, da den giver et misvisende billede af, hvordan et anlæg/plads skal udforme sig for at blive beregnet for at tilhøre denne anlægskategori. Systemgravsanlæg ligger sig også op af det engelske causewayed enclosure eller på tysk Erdwerk, og må siges at være mere beskrivende end fortolkende, da det henviser til en indhegning udført gennem et system af grøftsanlæg (Madsen 2009 s. 123). Endeligt burde man bruge betegnelsen systemgravsanlæg, da ordet ”grav” også er tolkende, men da begrebet systemggravsanlæg er alment accepteret i litteraturen, vil det også blive brugt i denne opgave.

-

Funktion og tolkninger

De første tolkninger af systemgravsanlæg var i starten stærkt påvirket ved fundet af systemgravsanlægget Büdelsdorf i Schlesvig-Holstein med de mange pilespidser. Man mente derfor ved de efterfølgende udgravninger, af f.eks. Sarup, at palisaderne måtte repræsentere forsvarsværk og at grøfterne omkring anlægget skulle opfattes som nedgravninger, hvorfra man hentede jord til konstruering af palisaderne. Grundet den store systematik i nedgravningerne, samt fundet af nye systemgravsanlæg, som ved Toftum hvor palisaderne helt manglede, blev denne idé hurtigt forkastet af Torsten Madsen (Madsen 1977 s. 177ff). Med inspiration af en række udlandske publicerede anlæg mente Madsen snarere, at der var tale om centrale samlingspladser beliggende i midten af et territorium, og at de blev brugt til religiøse, sociale og økonomiske aktiviteter af befolkningen fra de omkringliggende bebyggelser. (Klassen 2014 s. 13-14, Madsen 1977 s. 178f, 1981 s. 227f). I Norden blev der gennem de næste tre årtier etableret en vis konsensus omkring denne tolkning og på Poul Otto Nielsens kort over tragtbægerkulturens bopladser og grave i Østjylland illustreres en tydeligt sammenhæng mellem disse systemgravsanlæg og tilstedeværelsen af nærliggende bopladser og megalitgrave (Nielsen 1993 s. 93; Madsen 1977 s. 178f). Det samme fremstår også tydeligt i området omkring Sarup på Sydvestfyn, som vist af Niels H. Andersens kort over samme (Andersen 1993, s. 103). [pic 2][pic 3]

Problemet med navnet ”samlingspladser” er imidlertid, at det ligesom de tidligere betegnelser er tolkende og dermed kun er brugbare så længe fortolkningen er antagelig. Denne antagelse blev i 2014 anfægtet af Lutz Klassen (Klassen 2014), som efter forskningsprojektet Djursland som rituelt landskab i yngre stenalder udgav publikationen Along