Frøkenen Af Herman Bang

...

Hun sidder ofte og læser breve fra gamle tider, men hun sidder også og kigger på en lille sølvkapsel med en silhuet indeni. Silhuetten kan være af hendes ungdomskæreste, en tidligere elsker eller en tabt kærlighed. Denne tabte kærlighed styrer hende som person. Fordi hun ikke selv kan få det godt og få ham igen, gør hun alt for at andre skal have det bedre. Her kan man inddrage sublimering. ”At ophøre en tabt kærlighed til en anden form”. Den anden form for kærlighed er kærlighed til naturen. Man binder hurtigt mærke i, at hun er knyttet til naturen, hvilket allerede kan ses på første side, linje 16-18: ”Tunge Dage er det saa for Frøkenen, naar Gartneren klipper og klippe, og alle de dejlige Grene falder ned og ligger Side om Side paa Kælderhalsen.” Det er selv hårdt for hende, når træer eller planter ’lider’. Eftersom hun har været meget alene i livet, kunne det tænkes, at hun har formet et specielt bånd til naturen. I hendes have får alting, som sagt, lov til at vokse, her er meget liv og vækst. Dette viser også hendes kærlighed til naturen.

Udover naturen er der to mennesker, der stå frøkenen kært. Karen og Line. Karen fungerer som en slags tjener, men umiddelbart virker hun også som en god ven af frøkenen. Det synes, at de to kan relatere til hinanden, eftersom de begge lever uden mand og børn, de må nyde, at være i selskab med hinanden. Karen har også oplevet sorg, idet hendes barn døde (side 5, linje 22). Line, en ældre dame, kommer også forbi frøkenen hver aften kl. 19.00. Endnu en tradition/rutine. Tilsyneladende er de tre kvinder alle alene og kan derfor finde trøst i hinanden. ”Så sidder de to Frøkener og nyder deres Te i Tavshed (side 5, linje 36)” viser deres lidt specielle relation.

Et af de temaer, der slår igennem i novellen, er næstekærlighed. Som vi konkluderede i karakteristikken af frøkenen, er hun en meget næstekærlig person, der tager ansvar for ethvert menneskes velfærd. At frøkenen tager Karen til sig, selvom det kan beskadige hendes rygte, er hun ligeglad med hvad andre tænker. Næstekærlighed kaldes også for agape og er kristendommens centrale omdrejningspunkt.

Ulykkelighed er et andet tema i novellen, selvom det ikke direkte kommer til udtryk. Hver aften sidder hun og læser gamle breve, hvilket får hende til at græde, blandt andet på grund af nostalgi. Et helt tredje tema er kvindernes rolle i det naturalistiske samfund, men dette vil jeg komme ind på senere.

Hvad vil Herman Bang med denne novelle? Han var i høj grad inspireret af Georg Brandes, og noget Brandes gik ind for var, at sætte samfundets problemer til debat gennem litteraturen, og det formår Bang med denne novelle. Kvindens rolle i naturalismens samfundet var determineret, forudbestemt. Meningen med datidens kvinde var, at hun skulle gifte sig, så hun kunne danne en familie, hvorefter hun udelukkende skulle tage sig af børnene og hjemmet. Hvad sker der så, hvis kvinden ikke finder en mand? Jo, hun bliver udstødt af samfundet og må leve med det resten af sit liv. Minder dette ikke om frøkenen? Herman Bang var selv stødt ud af samfundet, fordi han var homoseksuel, og derfor kunne det tænkes, at han har skrevet denne novelle, for at vise, at der ikke er noget galt i at leve et ugift liv, eller så at sige at gifte sig med en af det samme køn.

I denne kontekst kunne det være interessant at sammenligne frøkenen med Et Dukkehjems Nora, (skrevet af Henrik Ibsen i 1879), eftersom de begge levede under det naturalistiske kvindesyn. Nora er en selvstændig kvinde, idet hun tager økonomiske problemer i egen hånd, men også fordi hun er i stand til at forlade mand, børn og hjem. Frøkenen på den anden side er tvunget ud i selvstændighed, siden hun ingen mand har, der kan træffe de økonomiske og andre vigtige beslutninger. Dem skal hun selv træffe.

I Nora og hendes mands ægteskab er det Helmer, der bestemmer. Han viser sig meget dominerede og overlegen, og Nora er mere eller mindre underlegen og en smule underdanig. Hun er hans dukke, som hun også selv siger. Deres ægteskab er dog et typisk et for datiden, og hvis nu frøkenen havde en mand, ville deres forhold formodentligt være på samme måde, men hvem ved? Borgerne kendte deres plads under naturalismen – kvinden stod for huset, skulle følge mandens vilje og ønske, og manden skulle tjene pengene til husstanden, hvilket afspejler Nora og Helmers ægteskab i en nøddeskal. Kvinden har tilsyneladende ikke noget at sige, for kvinden blev dengang undertrykket af samfundet.

Selvom Nora og Frøken ikke har meget tilfælles, skiller de sig begge ud fra samfundet. Nora forlader mand og børn, og Frøkenen lever et liv uden mand og børn, hvilket viser, at de er nogle usædvanlige kvinder – de bryder begge med datidens kvindeideal. Dog er Noras emancipation selvvalgt, hvorimod frøkenen intet valg har; uheldig kan man være, og samfundet normer og traditioner gjorde den sociale mobilitet lav.